At blive tilbage......

Hmmmm... Så er mester ninjaen rejst.

Den sidste uge har min aller skønneste lillesøster været på besøg. Det har været utrolig dejligt - næsten som før jeg rejste. Selvfølgelig har vi gjort andre ting end vi normalt ville have gjort på en vinterferie i Tromsø. Ja, vi har boet hos min tante som vi plejer. Ja, vi har set film og hygget os som vi plejer. Overbevist mine to kusiner om at de er ninjaer, som vi plejer. Vi har været i byen og shoppe som vi plejer. Besøgt lidt familie som vi plejer. Men det er som om der hele tiden har været en elefant i rummet som har været delvis synligt. For vi ved begge at jeg skal blive. At jeg ikke skal med hjem. At vi først ses til Alises konfirmation. At jeg er ved at skabe mig et liv - ikke uden - men med en meget mindre del af hendes tilstedeværelse. At jeg ikke lige er i nærheden. At hun ikke mere kommer ind på mit værelse for at høre om et eller andet og ender med at være der hele dagen. At jeg ikke mere kommer ind til hende før jeg skal til fest, for at hun kan hjælpe mig. At jeg får venner hun ikke kender. At hun får venner jeg ikke kender. At jeg ikke liiige kan komme på besøg en weekend eller bare på middagsbesøg. At jeg er ved at blive voksen. At jeg ikke vil se og skal udholde alle hendes teenage påfund. At vi ikke kan se film sammen. At når jeg snakker om "hjemme hos mig" er der ikke tale om hendes hjem, men mit eget sted.

Alt dette er svært at acceptere for mig efter en uges besøg af hende. Jeg havde aller mest lyst til bare at skide fløjten på alt heroppe og tage med hende hjem, hjem til min familie. Men jeg ved også at det ville føles forkert at gøre det. Det ville være at stikke halen mellem benene. At give op. For nu er jeg taget herop og sådan er det. Jeg skal være heroppe i mindst et år og hvis alt ordner sig, tre år. Det er et valg jeg har truffet og jeg står ved dette valg. Selvom det til tider ikke er så sjovt og jeg aller helst ville være hjemme hos min dejlige og vidunderlige familie. Men jeg bliver stærkere og har godt af denne udfordring. Og selvom det ikke altid er sådan, så føler jeg mig godt tilpas her, hvor jeg er. Hele dette miljø heroppe, passer mig som fod i hose. Jeg kan selvfølgelig ikke helt udtale mig om hvordan jeg ville have haft det, hvis jeg flyttede til kbh og begyndte at studere der, men jeg tror at alt dette er mere mig. Jeg er ikke et storbysmenneske, jeg hører til blandt mennesker som ikke er stressede og forjagede som jeg føler mig hver gang jeg i hovedstaden. Her føler jeg at jeg så småt er begyndt at være en del af denne fantastiske verden. Dette sted hvor der kommer så mange langvejs fra og så få egentlig stammer fra. Blandt de venner jeg har fået og de mennesker jeg har mødt, er det et fåtal som faktisk er tromsøværinger. De fleste kommer fra alle andre steder i landet.

Selvom det er svært at være væk fra alt det jeg kender, er dette sted et godt alternativ. Det er noget som jeg på sin vis er nød til. For jeg ved at hvis jeg ikke gør det, vil jeg fortryde det når jeg en dag bliver gammel. Jeg hører til dels i Danmark men også i Norge. Nu har jeg boet i Danmark i 18 år, så må det være Norges tur. Men jeg vil vende tilbage til Danmark. Det er sikkert. Men hvornår.... Det er op til de højere magter at bestemme. Det vil jeg lade Gudinden, Gud, Guderne, Unniverset om at bestemme.

Jeg ved bare at jeg vender hjem en dag, hjem til mit fædreland, Danmark.