At gøre det...

Det handler om at konfrontere sin frygt. Hvis man ikke udfordrer sig selv, bliver livet trist. Man bliver ikke et ordentligt menneske.
I teorien er jeg et menneske som godt kan lide det vante og trygheden. Er jo tryghedsnarkoman. Kan godt lide bare at passe mig selv selvom jeg elsker mennesker. Jeg må have en balance mellem at være mega social og eneboer.

Selvom jeg havde det aller bedst derhjemme hos kære mor og far, kunne jeg godt tænke mig at tage til Norge for at læse. Pludselig faldt alt på plads og jeg havde ikke rigtig tid til at blive nervøs. Nu sidder jeg her oppe. I sneen. Med nye venner. Nye opgaver og et nyt og anderledes liv. Bliver lige så stille udfordret til at overvinde mine mærkelige og tossede ting jeg frygter.

Jeg har fået mine ski herop - de stod i Oslo før. Jeg har jo stået på ski en hel del som lille. Men længe har jeg ikke ture stå på langrend ned af bakke. Det går dels vild hurtigt og så har jeg ingen kontrol What So Ever over dem. Men nu, endelig, efter en uge eller to hvor skiene har stået der og stiret på mig, tog jeg mod til mig og gik de to minutter hen til skiløypen.

Det er med vilje mørkt ude. En lørdag aften. Næsten ingen mennesker. Uden musik. Bare mig skiene, sneen og frygten. Heldigvis er løypen rimelig flad omkring der hvor jeg står. Begynder stille og roligt at mærke hvordan det er at have ski på. Mærker hvordan fødderne glider henover sneen. Hvordan stavene tager fadt og skubber mig frem. Mærker vinden i kinderne. Mærker hvordan kroppen begynder at arbejde. Hvordan den begynder at genkende bevægelserne. Mærker skoene. Mærker skiene. Mærker hvordan usikkerheden stille og roligt begynder at give slip. Men den er der stadig.
Okay. Nu står jeg så her. Skal jeg vende om eller bide tænderne sammen og begive mig op ad den store bakke - og køre ned af den? Tør jeg? Kan jeg? Kan jeg overhoved komme op af den?  Kan jeg huske hvordan man gør?
Jeg vil prøve. Jeg ved jeg kan! Når alle de der små unger kan, så kan jeg også! Nu begynder det at gå opad.!! Ups..! Hey! Nej vent. Sådan. Nu. Ja, nu sker der vist noget. Sådan. Fiskeben! Fiskeben! Puha! Så er jeg oppe. Nu vender jeg rundt og ser ned. Suget i maven og koldsveden melder sig. Hvis jeg prøver på at blive i sporet burde der vel ikke ske mig så meget. Kan jeg det her? Jeg kan jo ta' mine ski af og gå ned. Nej, nu! Nu gør jeg det sku! NU! Mærker farten, jeg bliver lidt usikker på benene men forbliver oprejst. Mærker hvordan skiene prøver at komme sig ud og væk fra sporet. Mærker hvordan jeg spænder i mine ben for at holde kursen. Og wupti, så er jeg nede! Jeg stopper op og ser mig tilbage. Jeg gjorde det sku! WUHU! Jeg kan mærke hvor stolt jeg er over mig selv. Jeg sprang ud i det og klarede det.

Bagefter turen på ca. en time, tager jeg skiene af og lægger mig på en stor gynge. Ligger og ser på stjernerne, himlen, skyerne og den smukke store fuldmåne.! Ligger bare og mærker gyngens stille bevægelse. Hvordan sneen afgiver kulde. Hører efter andre mennesker, men ingen er at høre. Ser på de smukke skyer som er et ansigt, en elg, en kanin, en mand. Stjernerne som skinner om kap med månen. Føler en tilfredshed. En stille accept om livet og verden. Lykke.

Nu skal jeg snart ud igen. Det er dejligt at kunne gøre det om aftenen for så er der ikke så mange andre. Det sner ganskevist - jeg er jo i Nord-Norge!